BOFÆLLESSKABERNES DAG - netværksarrangement
Dagen bød også på de første Bofællesskabs TED Talks – korte, koncentrerede præsentationer af aktuelle projekter fra hele landet.
Af Camilla Englyst, Forperson i Bofællesskab.dk
95 tilmeldte deltagere. Fuld sal. Og et felt i bevægelse.
Netværksdagen i forbindelse med Bofællesskabernes Dag samlede folk fra hele bofællesskabsfeltet – kommuner, developere, rådgivere, fonde, forskere, andelsboligforeninger og bofællesskaber. Og én ting stod klart fra start: Der sker meget lige nu.
BUILD forskere fra Aalborg Universitet lagde ud med deres nye kortlægning af danske bofællesskaber og pegede på en markant udvikling: Der er aldrig blevet etableret så mange bofællesskaber i Danmark som nu. Bofællesskaber er ikke et nichefænomen, men en boligform i vækst – og et felt under hastig udvikling.
Dagen bød også på de første Bofællesskabs TED Talks – korte, koncentrerede præsentationer af aktuelle projekter fra hele landet. Her blev der delt erfaringer med alt fra seniorbofællesskaber og tiny living til nye økonomiske modeller og eksperimenter med ejerformer. Tempoet og diversiteten i projekterne viste tydeligt, hvor meget der er i gang rundt omkring i Danmark.
I workshops gik deltagerne et spadestik dybere. Kommuner, arkitekter, finansfolk, developere, klimafolk og fællesskaber diskuterede de barrierer, der stadig gør det vanskeligt at realisere nye bofællesskaber – men også hvilke løsninger og samarbejder, der begynder at tegne sig.
Eftermiddagens oplæg kom fra Rikke Skovgaard fra BUILD, som foldede EU’s nye Affordable Housing Plan ud og satte den danske udvikling ind i en større europæisk sammenhæng. Diskussionerne gjorde det tydeligt, at bofællesskaber i stigende grad bliver set som en del af løsningen på både boligkrise, trivsel og grøn omstilling.
EU’s Affordable Housing Plan åbner et vindue, som ikke har været der før. Her bliver ikke-spekulative boligformer, fællesskabsbaserede løsninger og koblingen mellem bolig og grøn omstilling for alvor sat på dagsordenen.
Spørgsmålet er ikke længere, om bofællesskaber er relevante. Spørgsmålet er, hvordan vi får dem ind i de strukturer, der former boligmarkedet. Det vil styrke fundamentet for bofællesskaber i hele Europa. Se i øvrigt Bofællesskab.dk’s positionspapir her.
Tak til Realdania for at gøre dagen mulig.
Takeaway:
Det måske vigtigste takeaway fra dagen var dette: Vi ved langt mere om bofællesskaber i dag, end vi gjorde for bare få år siden. Men vi mangler stadig at omsætte viden til praksis – i finansiering, planlægning og samarbejdsmodeller. Heldigvis er der nu langt flere aktører, der er klar til at tage del i det arbejde.